Næsten uden timer

Der høres ingen støj om mit kollegium, der er blevet næsten tomt i morgen, og her er der en mærkelig stemning.
I dag begynder den såkaldte kennsluhlé eller, på dansk, den lektiepause.
Man regner med det at det bliver en lektiefri uge for bare at koncentrere sig om at læse og lave principalt skriflige opgaver. Men de akademiske omstændigheder er aldrig de samme for alle på universitetet og de fleste udenlandske studenter tager chancen for at køre bort og rejse lidt omkring landet. En stor guppe har taget til Vesterfjordene. De andre, specielt parene, har ikke noget sagt og forsvandt før daggry.
Det skulle være hyggeligt at tilbringe ugen som disse sideste, men det er i hvert fald noget meget positivt for mig at blive bare hjemme, for disse dage vil jeg prøve at færdiggøre alle de opgaver jeg har forsinket fra siden min computer døde og det er derfor godt at kollegiet er nu roligt som et bibliotek.

Imens jeg læser for det eneste fag der ikke var holdt op føler jeg at jeg vil spise noget meget smagfuldt eller med en meget udpræget smag. Måske er det hjernet som kræver sukker og nogle mineraler for at blive ved at fungere. Det bedste skulle være at spise tørfisk, men det er faktisk slet ikke billig så jeg lader mig nøje med at æde chokoladekugler og drikke rosenknopper te... kuglerne har mælkchokolade, der ikke er så tilfredsstillende som sort og rent chokolade, men teen er udmærket.

Nu behøver jeg at prøve at spare meget

Det kom et forfærdeligt brev fra Skatteministeriet hjem hos mig.
Der står at jeg behøver at betale en ganske forskelig sum af kroner for penge jeg har aldrig haft. Det lyder som en fejl, men det er en slags alarm for at få at alle islændinger til at passe godt sine skatteansættelser, sådan fungerer det islændske system: man får en rigtigt stor regning som en slags bød hvis man ikke har afleveret de årlige ansætelses breve... men det behøvede jeg ikke at gøre for jeg ikke en gang var her på landet heller i Santiago med doktorgradskursene. Og selv om man tænker om stipendiet af disse fire og halv måneder jeg var her i Island i året 2005 bliver det allt sammen langt fra at være nok til at betale for... Men det skete en lille misforståelse, og måske er det min skyld. Der stod i registret at jeg alltid havde været i Reykjavik, for jeg ikke havde gået til kontoret og sagt at jeg skulle ud til udlandet, så det var for komputerne som jeg aldrig havde været bort og som jeg behøvede at aflevere min anskatteansættelse... hvad som jeg ikke gjorde da jeg tænkte at alt var i orden... og derfor fik jeg sådan alarm-bød, som faktisk fungerer godt, for jeg blev temmelig alarmeret da jeg så dette brev!
Jeg har lige sent en email til kontoren og problemet vil sikkert løse sig selvt.

Desuden...
virker min komputer ikke . Hun (eller den) vil ikke starte, eller kan det ikke, og det ser ud som hårddisken er i stykker...
Jeg ved ikke hvad jeg må gøre, for øjeblikket ikke noget. Jeg vil søge efter computer tilbud for sandsynligvis bør jeg at købe en ny som først.

Æv, hvor er dette alt kedeligt!

Heldigvis har jeg lige netop købt flyvning til København for at besøge to gode veninder der som jeg har længe længe ikke set.
Jeg skulle måske at spare pengene op, men jeg gider så meget til denne rejse! ;-)